Kigger i kikkert

Falder boligpriserne på grund af brexit og handelskrig?

Som boligejer har du måske vænnet dig til, at din bolig, nærmest automatisk, bliver mere værd år efter år. Men hvad sker der med boligpriserne i en urolig verden præget af brexit, handelskrig og faldende vækst? Lån & Spars boligøkonom giver sit bud her.

Af Karsten Poul Jørgensen, boligøkonom i Lån & Spar

De seneste 5-6 år har det nærmest været en selvfølge for de fleste boligejere, at deres bolig ville stige i værdi år efter år. Vil det fortsætte? Eller vil den økonomiske usikkerhed, der følger af langstrakt brexit-forvirring og handelskrigen mellem USA og Kina, sende boligmarkedet ud på en rutsjetur, der får priserne til at falde?

 

Boligpriser og samfundsøkonomi

Siden priserne på boligmarkedet nåede bunden i 2013 har boligejere over hele landet kunne glæde sig over, at deres boliger er blevet væsentligt mere værd. I nogle områder er priserne steget med 10%, andre steder med helt op til 60%.

Stigende boligpriser er selvfølgelig godt for dig, der ejer din bolig, men det er også godt for dansk økonomi i det hele taget. Som boligejer får du større friværdi, når prisen på boligen stiger. Friværdien giver større økonomisk tryghed og mulighed for at låne til noget af det, du går og drømmer om. Altså flere penge til privatforbrug, der øger væksten, og det er godt for Danmarks økonomi.

Sådan har det været i adskillige år - men hvad så nu? Med store, uforudsigelige faktorer på spil og nedgang i den økonomiske vækst over hele verden.

 

Dansk økonomi er heldigvis stærk

Generelt er dansk økonomi stærk og godt rustet til en international afmatning. Så heldigvis er der meget, der tyder på, at det danske boligmarked IKKE er på vej ind i en fase med faldende priser.

Der er ikke tegn på en større økonomisk krise, hverken på det danske boligmarked eller i dansk økonomi som sådan. Tværtimod tyder en række faktorer på moderat stigende boligpriser i de kommende år: Den lave rente, lav ledighed og stigende indkomster.

Renten er faldet yderligere i 2019, og den effekt er slet ikke regnet med i boligpriserne endnu. Samtidig er der ingen udsigter til nævneværdige rentestigninger i de kommende 2-3 år. Det er godt for boligpriserne, og det betyder, at pilen nærmere peger op end ned for priserne i de kommende år.

Desuden er ledigheden lav, og beskæftigelsen stiger fortsat svagt. Så længe det er tilfældet, vil boligpriserne også fortsætte med at stige. Det er klart, at et tilbageslag i den globale økonomi, vil smitte af på udviklingen i Danmark, så ledigheden kan begynde at stige lidt. Men der er ingen tegn på stærkt stigende ledighed.

 

Intet tyder på større boligprisfald

Prognoserne for udviklingen i danskernes indkomst er også godt nyt for boligejere: Indkomsterne forventes at stige med ca. 2% om året. Med en inflation, der ligger omkring 1%, betyder det  reallønsfremgang, og det vil alt andet lige også øge boligpriserne.

Omvendt er det nyeste tal for danske forbrugeres forventninger til den nærmeste fremtid (forbrugertillids-indekset) det laveste siden 2013, og der er ingen tvivl om, at den mindre optimisme i de danske husholdninger generelt er med til at trække vækst og prisudvikling ned.

I sidste uge blevet det offentliggjort, at de nye offentlige ejendomsvurderinger igen er udskudt, og at det nye boligskattesystem først er klar i 2024. Det giver selvfølgelig en længere periode med usikkerhed. Især i forhold til ejerlejligheder i de større byer, som ser ud til at få de største stigninger i beskatningen - omvendt er de nu sikret yderligere tre år med den nuværende lave beskatning. Samlet set bør udsættelserne ikke give nogen mærkbare effekter på ejerboligmarkedet.

Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden, men mit bud er, at de kraftige stigninger i pris og friværdi, du som boligejer har vænnet dig til de seneste 5-6 år, ikke fortsætter med samme hastighed. Til gengæld er der lige nu heller ikke noget, der tyder på, at priserne på boligmarkedet står over for et større fald. Krystalkuglen viser, at boligmarkedet er på vej ind i en mere rolig periode, hvor du kan forvente, at priserne i gennemsnit stiger med 2-3% om året.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.