Aktiekuser

Hvad var det dog, der skete?

Uro på de finansielle markeder. Hvad gør jeg med mit realkreditlån?

I slutningen af februar og starten af marts lød overskrifterne i aviser og på nettet 'historisk lave renter' og 'kurserne når nye rekorder'. Siden da har verden ændret sig en hel del. 

I starten af marts blev vi ramt af en voldsom uro på de finansielle markeder, da Corona-krisen for alvor begyndte at brede sig ud over verden, og hvor aktiekurserne faldt med 25-35% i løbet af bare to uger. Samtidig forsvandt Danmarks status som 'sikker havn' for udenlandske investorer, hvilket sammen med en generel risiko-aversion gav store rentestigninger og kursfald på de lange realkreditobligationer.

Siden da har regeringer og centralbanker i en lang række lande lanceret massive hjælpepakker og tiltag i et forsøg på at afdæmpe de økonomiske konsekvenser og for at sikre likviditeten i markedet. Det ser ud til at virke.

Længe har vi været vant til, at når aktierne faldt, så steg obligationerne og omvendt. Denne situation ændrede sig i løbet af meget kort tid, hvor selv danske realkreditobligationer indeholdt for store risici for mange investorer og var en væsentlig del af årsagen til de kursfald, vi oplevede.

Kursfaldene på realkreditobligationer var store, men ikke katastrofale. I konkrete tal faldt kursen på de 30-årige 1%-realkreditobligationer i omkring 9 kurspoint i midten af marts, men har genvundet en del siden da, så det aktuelle kursfald ligger på omkring 5 kurspoint. Og vi skal ikke længere tilbage end juni 2019, før det var det aktuelle niveau for de selv samme obligationer. På samme måde er aktiekurserne steget pænt siden bunden, så faldet siden 1. januar 2020 er reduceret til et sted mellem 5 og 10%.

Ydelsesmæssigt betyder kursfaldene på realkreditobligationer, at mange skal optage et 1,5%-lån i stedet for det 0,5%-lån, som de måske havde drømt om. Det betyder naturligvis højere ydelser på lånene, men for mange vil det være en overkommelig stigning. For et lån på 1 mio. kr. vil den højere ydelse svare til ca. 250 kr. om måneden efter skat, hvis lånet er med afdrag, og ca. 500 kr. om måneden efter skat, hvis lånet er uden afdrag.

 

Hvad gør jeg så nu?

  • Hvis du står midt i en låneomlægning, og du har kurssikret dit nye lån, så er der ingen grund til bekymring. Din låneomlægning vil blive gennemført helt som planlagt.
  • Hvis du står midt i en låneomlægning, og du ikke har kurssikret dit lån, så står du med en beslutning, der skal træffes. Og den er ikke nødvendigvis helt simpel. Det afhænger bl.a. af, om du er ved at nedkonvertere til et 0,5% eller et 1%-lån, og hvilket lån du konverterer ud af. Helt grundlæggende anbefaler vi altid at omlægge til det lån, hvor kursen er tættest på kurs 100. Hvis du er i tvivl, så kontakt din rådgiver.
  • Hvis du står midt i et boligkøb med overtagelse inden for de næste måneder, og endnu ikke har kurssikret dit realkreditlån, så skal du også her tage en beslutning: Låse kursen nu eller vente. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig det korrekte svar, men det kendes af gode grunde ikke. Hvis du derfor er urolig for yderligere kursfald eller måske har en lidt stram økonomi, så kunne det være en god idé at låse kursen nu for at undgå yderligere risiko. Hvis du derimod har mod på at se tiden an, så kan det være, at der ligger en bedring i kurserne i løbet af de kommende måneder. Men husk, det kan også fortsætte den forkerte vej.

 

Hvad sker der de næste måneder?

Det spørgsmål er umuligt at svare på. Ingen af os har stået i en 'Corona-krise' før, og ingen af os ved, hvad det ender med. Der skal dog ikke være tvivl om, at centralbanker og regeringsledere over hele verden er 100% fokuseret på udfordringen, og gør alt hvad der er i deres magt for, at denne krise kommer til at påvirke økonomierne mindst muligt på lidt længere sigt.

Vi har tidligere set, at kurserne på realkreditobligationer er faldet brat for derefter i de kommende måneder at stige igen til niveauerne før faldet. Om det vil ske igen, tør jeg ikke spå om, men det er absolut ikke umuligt, da meget fokus lige nu er på at nedbringe renterne for bedst muligt at understøtte økonomierne i den lavkonjunktur, som uundgåeligt vil være et følge af 'Corona-krisen'.

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.