Tre kvinder på shopping-tur

Gode råd til dine Black Friday-indkøb

Sidste år handlede vi danskere for næsten to milliarder kroner på 'Black Friday'. I år falder den sorte fredag - som er dagen efter amerikanernes Thanksgiving og et lyn-udsalg, danske butikker beredvilligt har taget til sig - fredag den 29. november. Vi har samlet seks råd til dig, der skal på tilbudsjagt:

 

1. Bestem dig for, hvad du vil købe

De fleste af os kan hurtigt blive revet med, når vi ser et godt tilbud. Eller fem. Men husk at dine besparelser på Black Friday hurtigt kan blive spist af impulskøb eller tilbud, der er knapt så gode, som de først så ud til. Derfor: Bestem dig på forhånd for, hvad du vil købe.

 

2. Undersøg priserne inden

Når du ved, hvad du ønsker at købe, er det en god idé at undersøge, hvad varen reelt koster. Ellers kan du hurtigt blive snydt af et prisskilt med en imponerende vejledende pris og en fiktiv besparelse.

 

3. Sammenlign tilbuddene

En uges tid før Black Friday kan du i mange tilfælde se, hvad butikkerne vil tilbyde på den sorte fredag. Det giver dig en chance for at sammenligne priserne og finde ud af, hvor du kan få det, du skal bruge, billigst.

 

4. Mange butikker går i sort hele ugen

Black Friday nærmer sig mere og mere en 'Black Week': Mange butikker tyvstarter nemlig med tilbud i ugen op til. Så måske kan du allerede i ugen inden den 29. november finde de varer, du skal bruge, til en god pris, (og inden de bliver udsolgt)

 

5. Bliv oppe eller sæt vækkeuret

Mange af de gode tilbud skal du gå sent i seng eller stå tidligt op for at få fingre i. På nettet får du tit de bedste tilbud fra midnatstid, mens de fysiske butikker ofte lokker med gode tilbud tidligt.

 

6. Vær tålmodig

Hvis du har bestemt dig for at gå sent i seng eller stå tidligt op, så sørg for at have en god portion tålmodighed. Måske kommer du til at gå tomhændet hjem eller vente i lang tid, før du kan putte varen i kurven. Det kan være bøvlet, og du skal derfor gøre op med dig selv, om det er besværet værd. Og måske bliver fristelsen til at købe noget, du egentlig ikke har brug for, for stor, hvis du har ventet længe?

Kontakt os

Kontakt os og få rådgivning, der passer til dine behov.